Skibsreder (1919-2008)
Per Henriksen blev født 3. november 1919 i København, som søn af Henrik Johan Henriksen og Else Dorthea Henriksen. Faderen døde kort efter sønnens fødsel, og moderen forblev enke til sin død og var således både far og mor for sønnen. Efter skolegang på Det Kgl. Vajsenhus fik han realeksamen i 1936. I moderens familie var der flere søfolk, og Per Henriksen vidste tidligt, at han ville arbejde med skibe og handel.
Efter endt skolegang blev Per Henriksen ansat i en købmandsforretning i provinsen og kom senere til rederiet J. Lauritzen, hvor han fik indblik i en alsidig shipping-virksomhed med dertil knyttede virksomheder. I 1962 havde Per Henriksen samlet kapital til at kontrahere sit første skib, M.S. Mercantic, ved H.C. Christensens Stålskibsværft i Marstal. Skibet var en såkaldt coaster på 625 tdw og kostede 1.436.000 kroner. Sideløbende opbyggede Per Henriksen en selvstændig agenturforretning med fokus på kemikalier, medicinvarer og plastikråvarer.
I 1966 kombinerede Per Henriksen sine to hovedinteresser, da han grundlagde Mercandia, hvor hovedvægten i starten lå på agenturdelen. Over de næste 20 år udvidedes shippingsiden af Mercandia hastigt, blandt andet takket være en gensidig fordelagtig aftale med Frederikshavn Værft/Danyard, hvor der blev kontraheret skibe i serier på 7 til 10 ad gangen. Det reducerede byggeprisen betydeligt.
I midten af 1980erne havde Per Henriksen kontraheret 84 oceangående lastmotorskibe alene ved Frederikshavn Værft/Danyard, og dertil kom 53 nybygninger ved andre værfter. I alt fik Mercandia Rederierne leveret 137 nybyggede skibe og 12 brugte. Skibsrederen oprettede også færgeforbindelserne ”Kattegatbroen”, Juelsminde-Kalundborg og ”Sundbroen”.
I 1991 købte Per Henriksen selskabet Senneskov Presser A/S på Amager, og flyttede senere Mercandias hovedsæde fra et palæ i Amaliegade til maskinfabrikken. Per Henriksen ejede godset Lyngsbækgaard ved Femmøller på Mols, der betragtes som et af Danmarks smukkest vedligeholdte bygningsværker. Per Henriksen blev i 1986 slået til ridder af Dannebrog, og han har modtaget en række andre tilkendegivelser. I 2007 fik han overrakt en medalje af H.K.H. Prins Henrik med inskriptionen skibsreder Per Henriksen – årets hædersmand 2007. I forbindelse med Per Henriksens 85-årsdag stiftedes Forlaget Mercandia som i 2004 udgav bogen ”anparter af en livshistorie” der omfatter Per Henriksens mangeårige skriverier, som udelukkende var tiltænkt den allernærmeste familie. Bogen beskriver Per Henriksens barndom og ungdom under trange kår i 1920erne og 1930erne og opbygningen af virksomheden.
I starten af det nye årtusinde blev alle rederiaktiviteterne solgt, og de øvrige erhvervsaktiviteter blev sat under afvikling. Gennem tiden fik Per Henriksen tilbudt bestyrelsesposter i flere selskaber, men afslog som følge af alder og andre interesser. Privat var Per Henriksens gift med Vivi Henriksen og boede i Charlottenlund. Efter kort tids sygdom døde Skibsreder Per Henriksen onsdag den 16. juli 2008.